Hvis du elsker citronmåne, så er den her hyldeblomstmåne lige noget for dig. Den har den samme bløde og saftige krumme, et tykt lag glasur og den helt særlige kombination af sødme og friskhed – men med smag af hyldeblomst i stedet.
Den lune kage bliver penslet med en hyldeblomstlage, som gør den ekstra saftig og giver en fin, afrundet smag hele vejen igennem. Til sidst toppes den med en glasur rørt på koncentreret hyldeblomstsaft, lidt citronsaft og et drys friske hyldeblomster og fintrevet citronskal.
Det er den perfekte sommerkage til eftermiddagskaffen, gæster i haven eller de dage, hvor hyldeblomsterne står i fuldt flor. Den kan sagtens bages dagen før – faktisk bliver den kun endnu mere saftig af at få lov til at trække natten over.



Hyldeblomstmåne
Antal 10 personer
Ingredienser
Kage
- 150 g blødt smør
- 140 g rørsukker
- 3 æg
- 150 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 2 tsk vaniljesukker
- 4 spsk mælk
- 0,75 dl koncentreret hyldeblomstsaft
- Fintrevet skal af ½ citron
Hyldeblomstlage
- 0,5 dl koncentreret hyldeblomstsaft
Hyldeblomstglasur
- 200 g flormelis
- 3-4 spsk koncentreret hyldeblomstsaft
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 175 grader almindelig ovn.
- Pisk smør og rørsukker lyst og luftigt.
- Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk godt mellem hvert æg.
- Bland mel, bagepulver og vaniljesukker.
- Vend de tørre ingredienser i dejen sammen med mælk, hyldeblomstsaft og citronskal.
- Hæld dejen i en smurt springform på ca. 22 cm.
- Bag kagen i 25-30 minutter, eller til en tandstik kommer ren ud. (læg evt sølvpapir over hvis den er blevet gylden og ikke er færdigbagt)
- Prik den varme kage over det hele med en kødnål eller tandstik, og fordel hyldeblomstsaft jævnt over kagen.
- Lad kagen køle helt af.
- Rør glasuren sammen og fordel den over kagen i et tykt lag.
- Pynt med hyldeblomster (uden stilk) og evt. lidt fintrevet citronskal.

Skriv et svar