Hvis du leder efter en sommerkage, der både er saftig, enkel og fuld af smag, så er den her rabarber loaf et virkelig godt bud. Det brunede smør giver kagen en dyb, nøddeagtig smag, kardemommen tilfører varme, og de syrlige rabarber gør den dejligt frisk. Til sidst toppes den med en smuk ribs-glasur, som både giver en fin lyserød farve og et let syrligt modspil til den søde kage.

Det er en af den slags kager, der er lige velegnet til eftermiddagskaffen som til at tage med i sommerhuset eller servere, når der kommer gæster. Den holder sig saftig i flere dage og smager næsten endnu bedre dagen efter, når smagene har sat sig.

Har du ikke ribssirup, kan glasuren sagtens røres med lidt citronsaft, rabarbersaft, hyldeblomstsaft eller vand i stedet, men siruppen giver altså lige det lille ekstra, både i smag og farve. Og husk endelig at vende rabarberne i en smule mel, inden de kommes i dejen. Det hjælper med at fordele dem jævnt i kagen, så de ikke synker til bunds under bagningen.

Rabarber loaf med brunet smør, kardemomme og ribs-glasur

Arbejdstid 20 minutter
Tid i alt 1 time 10 minutter
Antal 1 loaf

Ingredienser  

Kage

  • 100 g smør
  • 2 æg
  • 170 g sukker
  • 1 tsk vaniljepasta eller vaniljesukker
  • Fintrevet skal fra 1 citron
  • 200 g hvedemel
  • tsk bagepulver
  • 1 tsk kardemomme, helst kapsler du selv støder
  • ¼ tsk fint salt
  • 250 g rabarber, skåret i ca. 1 cm stykker
  • 1 spsk mel, til at vende rabarberne i

Glasur

  • 125 g flormelis
  • ribssirup, kan udskiftes med anden saft eller vand

Fremgangsmåde 

  • Tænd ovnen på 175°C varmluft. Beklæd en loaf-form (ca. 1½ liter) med bagepapir.
  • Brun smørret i en lille gryde, til det dufter nøddeagtigt og bliver gyldent. Hæld det over i en skål og lad det køle 10 minutter.
  • Pisk æg, sukker, vanilje og citronskal lyst og luftigt i 4-5 minutter.
  • Pisk det brunede smør i.
  • Bland mel, bagepulver, kardemomme og salt. Vend det forsigtigt i dejen.
  • Vend rabarberne med 1 spsk mel og fold dem forsigtigt i dejen.
  • Hæld dejen i formen.
  • Bag kagen i 45-55 minutter, eller til en tandstik kommer ud med få fugtige krummer.
  • Lad kagen køle helt af.
  • Rør glasuren sammen og fordel den over toppen, så den gerne løber lidt ned ad siderne.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering