Hvis du er til burgere med masser af crunch, så tror jeg, du bliver lige så glad for den her som jeg er.

Den sprøde kylling bliver vendt i en sød og spicy sriracha-karamel glaze, der gør den helt uimodståeligt sticky. Sammen med en cremet sriracha-mayo, en frisk sesam-spidskål og en blød briochebolle får du en burger, hvor der er tænkt over hver eneste bid.

Det bedste ved den her burger er kontrasterne. Den sprøde panering, den klistrede glaze, den cremede mayo og den friske spidskål spiller virkelig godt sammen og gør, at burgeren føles lidt som noget, man ville få serveret på en god burgerrestaurant.

Selvom den ser ud af en hel masse, er den faktisk ret enkel at lave. Glazen kan forberedes i god tid, og mens kyllingen steger, kan du hurtigt røre mayoen sammen og vende spidskålen. Så er det egentlig bare at samle burgerne og servere dem, mens kyllingen stadig er varm og sprød.

Servér dem med sprøde pommes frites eller ovnkartofler, og hvis du spørger mig, så er et par syltede agurker prikken over i’et.

Asiatisk inspireret crispy kyllingeburger

Arbejdstid 40 minutter
Tid i alt 40 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser  

Crispy kylling

  • 4 kyllingebryster, ca. 600 g
  • 100 g hvedemel
  • 2 tsk fint salt
  • Friskkværnet peber
  • 2 æg
  • 200 g panko
  • Olie til stegning

Sticky Sriracha-karamel glaze

  • 60 g brun farin
  • 3 spsk sojasauce
  • 2 spsk sriracha
  • 1 spsk riseddike
  • 1 spsk friskpresset limesaft
  • 1 fed hvidløg, fintrevet
  • ½ tsk fintrevet ingefær, kan udelades
  • 1 tsk majsstivelse
  • 1 spsk koldt vand

Sriracha-mayo

  • 150 g mayonnaise
  • 2-3 spsk sriracha
  • 1 tsk friskpresset limesaft

Sesam-spidskål

  • ¼ spidskål, fintsnittet
  • 1 tsk sesamolie
  • 1 spsk sesamfrø
  • ½ tsk salt

Derudover

  • 4 briocheburgerboller
  • Smør til ristning
  • Syltede agurker, valgfrit, men kan anbefales

Fremgangsmåde 

Sticky glaze

  • Kom brun farin, sojasauce, sriracha, riseddike, limesaft, hvidløg og evt. ingefær i en lille gryde.
  • Bring det i kog, og lad det simre i 3-5 minutter ved middel varme.
  • Rør majsstivelse sammen med vand, og tilsæt blandingen under omrøring.
  • Lad glazen koge yderligere 30-60 sekunder, til den er blank og lækkert sticky.

Sesam-spidskål

  • Vend den fintsnittede spidskål med salt, og lad den trække i 5 minutter.
  • Vend derefter kålen med sesamolie og sesamfrø.

Sriracha-mayo

  • Rør mayonnaise, sriracha og limesaft sammen.

Crispy kylling

  • Del kyllingebrysterne på langs, så du får fire store, flade stykker. Dup dem tørre med køkkenrulle.
  • Bland hvedemel med salt og lidt friskkværnet peber.
  • Vend kyllingen først i melet, derefter i de sammenpiskede æg og til sidst i panko. Tryk pankoen godt fast.
  • Varm olien op til ca. 170-175°C, og steg kyllingen i 5-6 minutter, til den er gylden, sprød og gennemstegt. Lad den dryppe af på køkkenrulle.
  • Kom den varme kylling i en stor skål, hæld glazen over, og vend forsigtigt rundt, så alle stykker bliver dækket.

Samling

  • Rist burgerbollerne gyldne i lidt smør.
  • Smør både under- og overbolle med sriracha-mayo.
  • Læg et godt lag sesam-spidskål på underbollen.
  • Top med den sticky crispy kylling.
  • Tilføj eventuelt et par syltede agurker, og læg overbollen på.
  • Servér med sprøde pommes frites eller ovnkartofler.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering