Æblegrød-parfait med skyr, friske æbler og sprød crumble er en lille efterårsfavorit, der både fungerer som en lækker morgenmad, en del af brunchbordet eller en nem dessert i glas. Her får du blød, hjemmelavet æblegrød med vanilje, cremet skyr, friske æbletern og en gylden crumble med havregryn, mandler og kardemomme.

Det er lidt som en klassisk æblekage i glas, bare i en friskere version med skyr og ekstra knas. Den søde æblegrød spiller perfekt sammen med den let syrlige skyr, mens de friske æbler giver lidt bid, og crumblen tilfører den sprøde kontrast, der gør hele forskellen.

Det bedste ved denne æbleparfait er, at næsten alle elementerne kan forberedes dagen før. Du kan både koge æblegrøden og bage crumblen i god tid, så du blot skal samle de små glas inden servering. Perfekt til en efterårsbrunch, hvor du gerne vil servere noget, der ser ud af lidt ekstra, uden at skulle stå i køkkenet hele morgenen.

Æblegrød-parfait med skyr og sprød crumble

Arbejdstid 20 minutter
Tid i alt 40 minutter
Antal 6 glas

Ingredienser  

Æblegrød

  • 600 g æbler
  • ½ dl vand
  • 2 –3 spsk sukker
  • 1 tsk vaniljesukker eller ½ vaniljestang
  • 1 spsk citronsaft

Vaniljeskyr og friske æbler

  • 400 g vaniljeskyr
  • 2 friske æbler

Sprød crumble

  • 75 g havregryn
  • 50 g mandler, grofthakkede
  • 50 g hvedemel
  • 50 g brun farin
  • 60 g koldt smør
  • ½ tsk stødt kardemomme
  • 1 nip salt

Fremgangsmåde 

Lav æblegrøden

  • Skræl æblerne, fjern kernehusene, og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en gryde sammen med vand, sukker, vanilje og citronsaft. Start gerne med 2 spsk sukker, og smag til undervejs, da æblernes sødme kan variere.
  • Lad æblerne simre under låg ved middel varme i ca. 10–15 minutter, til de er helt møre. Mos dem med en gaffel eller kartoffelmoser til den ønskede konsistens. Jeg kan godt lide, at æblegrøden stadig har lidt struktur. Lad grøden køle helt af, og stil den derefter i køleskabet.

Lav crumblen

  • Tænd ovnen på 180°C almindelig ovn. Bland havregryn, hakkede mandler, hvedemel, brun farin, kardemomme og salt i en skål. Skær smørret i små tern, og smuldr det i blandingen med fingrene, til du har en grov crumble med både små og lidt større klumper.
  • Fordel crumbleblandingen på en bageplade med bagepapir. Bag den midt i ovnen i ca. 15–20 minutter, til den er gylden og sprød. Vend eventuelt forsigtigt rundt i crumblen halvvejs. Lad den køle helt af på bagepladen, hvor den bliver endnu sprødere.

Forbered de friske æbler

  • Fjern kernehusene, og skær de friske æbler i helt små tern. Behold gerne skrællen på, så du får lidt ekstra farve og bid.

Anret parfaiten

  • Fordel æblegrød og vaniljeskyr lagvist i 6 små glas. Kom lidt friske æbletern mellem lagene, og afslut med en skefuld skyr og lidt æbletern på toppen.
  • Drys den sprøde crumble over glassene lige inden servering, så den bevarer sin sprødhed. Server med det samme.
  • Forbered parfaiten dagen før
    Denne æblegrød-parfait er perfekt til brunch eller gæstemiddage, fordi næsten alt kan forberedes på forhånd. Kog æblegrøden og bag crumblen dagen før. Opbevar æblegrøden i en lufttæt beholder i køleskabet og crumblen i en lufttæt beholder ved stuetemperatur, når den er kølet helt af. Du kan også anrette æblegrød og vaniljeskyr i glassene aftenen før og stille dem tildækket på køl. På dagen skal du blot skære de friske æbler i tern og toppe med crumble lige inden servering.
    Kan jeg fryse æblegrøden?
    Ja, æblegrøden kan sagtens fryses. Lad den køle helt af, og kom den i en fryseegnet beholder. Tø den op i køleskabet, inden du bruger den i parfaiten.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering