Hvis du ligesom mig elsker en god Caesar-salat, så tror jeg, du bliver vild med den her version.

Den har alt det, jeg synes gør en Caesar så god: en cremet dressing, masser af parmesan, sprøde elementer og frisk romainesalat. Men i stedet for den klassiske dressing har jeg lavet en ekstra cremet version med hytteost, som både giver en skøn konsistens og lidt ekstra protein. Croutonerne er skiftet ud med sprøde, krydrede kikærter, og til sidst bliver det hele toppet med sprød ovnbagt halloumi.

Resultatet er en mættende salat, der fungerer lige godt som frokost eller aftensmad. Den er nem at forberede i god tid, og hvis du vil tage den med på farten, kan du blot opbevare halloumien og kikærterne separat og komme dem på lige inden servering. Så bevarer de deres sprødhed.

Det er en af de opskrifter, hvor hver eneste bid har lidt af det hele – sprødt, cremet, salt, syrligt og friskt – og det er præcis derfor, jeg bliver ved med at vende tilbage til den.

Caesar inspireret Bowl med sprød halloumi og krydrede kikærter

Arbejdstid 30 minutter
Tid i alt 30 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser  

Krydrede kikærter

  • 2 dåser kikærter, ca. 480 g drænet vægt
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 spsk majsstivelse
  • 2 tsk paprika
  • 1 tsk hvidløgspulver
  • 1 tsk løgpulver
  • 1 tsk salt
  • Friskkværnet peber

Caesar-hytteostdressing

  • 400 g hytteost
  • 40 g fintrevet parmesan
  • 4 ansjosfileter, kan udelades
  • 1 lille fed hvidløg
  • 2 tsk dijonsennep
  • 2 spsk citronsaft
  • 2 tsk Worcestershire sauce
  • 2 spsk olivenolie
  • 4-6 spsk koldt vand
  • Salt og friskkværnet peber

Bowl

  • 4 små romainesalater, eller 2 store
  • 250 g halloumi, groftrevet
  • 1 tsk olivenolie
  • 40 g parmesan i flager
  • Finrevet skal af 1 citron
  • Friskkværnet sort peber

Fremgangsmåde 

  • Forvarm ovnen til 210°C varmluft.
  • Dup kikærterne godt tørre med et rent viskestykke eller køkkenrulle. Vend dem med olivenolie, majsstivelse, paprika, hvidløgspulver, løgpulver, salt og peber. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Vend den groftrevne halloumi med 1 tsk olivenolie, og fordel den på en anden bageplade i et jævnt lag.
  • Bag kikærterne i 30-35 minutter, til de er gyldne og sprøde. Vend dem et par gange undervejs. Sæt halloumien ind de sidste 15-20 minutter, og vend den én gang undervejs, til den er gylden og sprød.
  • Blend hytteost, parmesan, ansjosfileter, hvidløg, dijonsennep, citronsaft, Worcestershire sauce, olivenolie og 4 spsk vand til en helt glat dressing. Tilsæt eventuelt lidt ekstra vand, hvis du ønsker en tyndere konsistens. Smag til med salt og masser af friskkværnet sort peber.
  • Skyl romainesalaten, og skær eller riv den i grove stykker. Vend salaten godt sammen med dressingen.
  • Fordel den vendte salat i fire skåle, og top med de sprøde kikærter, sprød halloumi, parmesanflager, fintrevet citronskal og masser af friskkværnet sort peber.
  • Tip: Hvis du vil gøre den ekstra “to-go”-venlig, så opbevar den sprøde halloumi og kikærterne separat, og kom dem først på lige inden servering. Så holder de sig sprøde, selv hvis bowlen står på køl nogle timer.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering