Den her mandeltærte med figner og kardemommecreme er en efterårstærte, der både ser ret imponerende ud på bordet og heldigvis er meget mere ligetil at lave, end den måske ser ud.

Tærten består af en sprød mørdejsbund med blød og saftig frangipane, toppet med en luftig mascarponecreme smagt til med friskstødt kardemomme, vanilje og citron. På toppen kommer friske figner og ristede pistacienødder, som giver lidt knas til den bløde tærte.

Jeg er ret glad for kombinationen af figner, mandler og kardemomme – den er sød og efterårsagtig uden at blive alt for tung. Og så er det en virkelig fin kage at servere som dessert, til eftermiddagskaffen eller når man får gæster.

Du behøver i øvrigt ikke en fancy kagering for at lave den. En helt almindelig tærteform med løs bund fungerer perfekt. Selve tærtebunden med frangipane kan også bages på forhånd, så du kun skal toppe med kardemommecreme, figner og pistacie inden servering.

Mandeltærte med figner og kardemommecreme

Arbejdstid 45 minutter
Tid i alt 2 timer 45 minutter
Antal 10 personer

Ingredienser  

Mørdej

  • 130 g hvedemel
  • 75 g flormelis
  • 115 g koldt smør
  • 1 nip salt
  • ¾ æg, pisk 1 æg sammen og brug ca. ¾

Frangipane

  • 150 g mandelmel
  • 50 g flormelis
  • 50 g sukker
  • 100 g blødt smør
  • 2 æg

Kardemomme-mascarponecreme

  • 100 g cremefraiche 38 %
  • 100 g mascarpone
  • 150 g piskefløde
  • 15 g flormelis
  • ½ vaniljestang
  • ½ –¾ tsk friskstødt kardemomme
  • Fintrevet skal af ½ citron

Topping

  • 6 –8 friske figner
  • 25 g usaltede pistacienødder

Fremgangsmåde 

Mørdej

  • Kom hvedemel, flormelis, koldt smør skåret i små tern og salt i en foodprocessor. Kør kort, til blandingen ligner fine brødkrummer.
  • Pisk ægget sammen i en lille skål. Tilsæt ægget lidt ad gangen, mens foodprocessoren kører, og stop, så snart dejen begynder at samle sig. Det er ikke sikkert, du skal bruge præcis ¾ æg – dejen skal blot kunne samles uden at være klistret. Undgå at køre den længere end nødvendigt.
  • Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir til ca. 3 mm tykkelse. Læg den fladt på køl i mindst 1 time.
  • Tag dejen ud, og lad den eventuelt ligge et par minutter ved stuetemperatur, hvis den er blevet så hård, at den knækker. Beklæd en tærteform med løs bund med dejen, og tryk den forsigtigt ned langs bund og kanter. Skær overskydende dej af langs kanten.
  • Prik bunden et par gange med en gaffel. Læg et stykke bagepapir ovenpå dejen, og fyld med tørrede kikærter, ris eller bagekugler. Det kaldes blindbagning og hjælper tærtebunden med at holde formen under bagningen.
  • Blindbag ved 180 °C varmluft i ca. 10 minutter. Fjern bagepapir og vægte.

Frangipane

  • Pisk det bløde smør og sukker sammen, til det er lyst og cremet. Tilsæt æggene ét ad gangen, og pisk mellem hvert.
  • Vend flormelis og mandelmel i, til du har en ensartet mandelcreme.
  • Fordel frangipanen i den forbagte tærtebund, og glat overfladen let. Bag tærten videre ved 180 °C varmluft i ca. 20 minutter.
  • Frangipanen er færdig, når den er let gylden på toppen og føles fast, men stadig blød, når du trykker forsigtigt på midten.
  • Lad tærten køle helt af, inden du kommer cremen på. Ellers risikerer du, at cremen smelter.

Kardemomme-mascarponecreme

  • Flæk vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud.
  • Kom cremefraiche, mascarpone, piskefløde, flormelis, vaniljekorn, friskstødt kardemomme og fintrevet citronskal i en skål.
  • Pisk først kort ved lav hastighed og derefter ved middel hastighed, til cremen bliver luftig og fast nok til, at den holder formen på piskeriset. Hold øje undervejs – den kan hurtigt blive for fast, hvis den overpiskes.
  • Fordel cremen på den helt afkølede tærte. Brug bagsiden af en ske til at lave små bølger i cremen fremfor at glatte den helt ud.

Pynt

  • Skær fignerne i halve og kvarte. Ved at variere størrelserne bliver det lettere at få dem til at ligge tæt og skabe lidt højde på tærten.
  • Fordel fignerne over cremen med skærefladerne i forskellige retninger.
  • Rist pistacienødderne på en tør pande ved middel varme i et par minutter, til de begynder at dufte. Hold øje med dem, så de ikke brænder på. Lad dem køle lidt af, hak dem groft, og drys dem over tærten.
  • Kan tærten laves dagen før?Ja. Du kan sagtens bage mørdejsbunden med frangipane dagen før. Lad tærten køle helt af, og opbevar den tildækket ved stuetemperatur. Jeg ville vente med kardemommecreme, friske figner og pistacienødder til den dag, tærten skal serveres. Så er bunden stadig god, og pynten ser friskest ud.
    Hvilken størrelse tærteform skal jeg bruge?Opskriften passer til en almindelig tærteform eller tærtering på ca. 24 cm i diameter. Har du ikke en tærtering, kan du sagtens bruge en klassisk tærteform, gerne med løs bund, så tærten er nemmere at få ud.
    Hvorfor skal mørdejen på køl? Køletiden gør dejen nemmere at arbejde med og hjælper den med at holde formen under bagningen. Spring derfor helst ikke den time på køl over, også selvom det kan være fristende.
    Hvad betyder det at blindbage? At blindbage betyder bare, at tærtebunden bages kort, inden fyldet kommer i. Læg bagepapir oven på dejen, og fyld formen med tørrede ris, bønner eller bagekugler. Vægten holder dejen på plads, så bunden ikke hæver, og siderne bedre holder formen.
    Jeg har ikke en foodprocessor, hvad gør jeg? Mørdejen kan sagtens laves i hånden. Skær det kolde smør i små tern, og smuldr det hurtigt sammen med mel, flormelis og salt med fingerspidserne. Tilsæt det sammenpiskede æg lidt ad gangen, og saml dejen hurtigt. Undgå at ælte den som en brøddej, jo mindre du arbejder med mørdejen, desto bedre.
    Kan jeg bruge stødt kardemomme?Ja, men jeg synes klart, tærten bliver bedst med hele kardemommekapsler eller kardemommefrø, som du selv støder fint i en morter. Smagen bliver mere aromatisk og passer virkelig godt sammen med figner, citron og mandler.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering