Kardemommeboller med vaniljecreme, æble og crumble
Arbejdstid 2 timert30 minuttermin
Tid i alt 2 timert50 minuttermin
Antal 14stk
Ingredienser
Dej
20ggær
175mlsødmælk, evt. mandelmælk
2æg
60grørsukker
2tskkardemommefrø, friskmorterede
½tsksalt
500ghvedemel
100gblødt smør
1æg til pensling
Vaniljecreme
250mlsødmælk, evt. mandelmælk
1tskvaniljepasta
2æggeblommer
50gsukker
25gmajsstivelse
15gsmør
Karamelliserede æbler
2-3æbler
20gsmør
30gbrun farin
Kardemommecrumble
60ghvedemel
40grørsukker
50gkoldt smør
1tskkardemommefrø, friskmorterede
1nip salt
Derudover
Evt. flormelis og citronsaft til glasur
Fremgangsmåde
Lav dejen
Lun mælken, til den er fingervarm, og rør gæren ud heri. Tilsæt æg, rørsukker, kardemomme, salt og hvedemel.
Ælt dejen ved lav til middel hastighed på en røremaskine, til den begynder at samle sig. Tilsæt det bløde smør lidt ad gangen, mens maskinen kører.
Ælt videre i ca. 8-10 minutter, til dejen er blank, smidig og elastisk og slipper skålens sider. Den må gerne være blød og en smule klistret – undgå at tilsætte ekstra mel, medmindre det er nødvendigt.
Dæk skålen til, og lad dejen hæve et lunt sted i ca. 1 time.
Lav vaniljecremen
Kom mælk og vaniljepasta i en lille gryde, og varm det op til lige under kogepunktet.
Pisk æggeblommer, sukker og majsstivelse sammen i en skål. Hæld den varme mælk i æggeblandingen lidt ad gangen under konstant piskning.
Hæld det hele tilbage i gryden, og varm cremen op ved middel varme under konstant piskning. Når cremen tykner og begynder at boble, tages den af varmen. Rør smørret i.
Kom cremen i en skål, og læg husholdningsfilm helt ned på overfladen, så den ikke danner skind. Lad den køle helt af.
Lav æblefyldet
Skær æblerne i små tern. Du kan skrælle dem først, men det er ikke nødvendigt.
Smelt smørret på en pande, og tilsæt æbler og brun farin. Steg dem i ca. 3-5 minutter, til æblerne er let karamelliserede og en smule møre, men stadig har lidt bid.
Tag dem af varmen, og lad dem køle af.
Lav kardemommecrumblen
Kom hvedemel, rørsukker, koldt smør i små tern, friskmorteret kardemomme og salt i en skål.
Smuldr det sammen med fingrene, til du har en grov crumble med både små og lidt større klumper. Stil den på køl, indtil den skal bruges.
Form bollerne
Vend den færdighævede dej ud på et let meldrysset bord, og del den i 14 lige store stykker á ca. 70 g.
Spænd hvert stykke dej op til en rund bolle, og fordel bollerne på bageplader beklædt med bagepapir. Sørg for lidt afstand mellem dem.
Dæk dem til, og lad dem efterhæve i ca. 30 minutter.
Fyld bollerne
Tænd ovnen på 190°C varmluft.
Lav en stor og forholdsvis dyb fordybning i midten af hver bolle. Brug fx bunden af et lille glas eller fingrene. Sørg for, at der stadig er en god kant af dej hele vejen rundt.
Pensl dejkanterne med sammenpisket æg.
Rør kort i den kolde vaniljecreme, så den bliver glat igen. Fordel vaniljecreme i fordybningerne, efterfulgt af de karamelliserede æbler. Slut af med rigeligt kardemommecrumble.
Bag bollerne
Bag bollerne ved 190°C varmluft i ca. 15-20 minutter, til de er flot gyldne, og crumblen har fået lidt farve.
Lad bollerne køle af på en rist.
Hvis du vil, kan du røre en tyk glasur af flormelis og en smule citronsaft og drizzle den over de let afkølede boller.
Kan kardemommebollerne fryses?Ja – og de er virkelig gode efter en tur i fryseren. Lad de færdigbagte boller køle helt af, og frys dem uden glasur i en lufttæt pose eller beholder.Når de skal spises, kan du lune dem direkte fra frost ved ca. 160°C varmluft i 10-15 minutter, til de er gennemvarme. Lad dem køle ganske kort og top derefter med frisk glasur. Så er de næsten som nybagte igen.Du kan derfor sagtens bage dobbelt portion og have en lille efterårsforsyning liggende i fryseren.
Brug hele kardemommefrø. Friskmorteret kardemomme giver en langt mere aromatisk smag end færdigstødt kardemomme. Det gør især en forskel her, hvor kardemommen både er i dejen og crumblen.
Pas på med ekstra melDejen skal være blød. Det kan være fristende at tilsætte mere mel, hvis den virker lidt klistret i starten, men giv den tid til at blive æltet ordentligt først. For meget mel giver mere kompakte og tørre boller.
Lad fyldet køle af. Både vaniljecremen og æblerne skal være afkølede, inden de kommer på bollerne. Varmt fyld kan gøre dejen blød og påvirke hævningen.
Kan de laves på forhånd?Vaniljecremen kan sagtens laves dagen før og opbevares på køl med film direkte på overfladen. Æblefyldet og crumblen kan også forberedes dagen før og opbevares separat på køl. Så skal du på dagen primært lave dejen, forme, fylde og bage bollerne.