Der er få ting, der slår duften af friskbagte æbleskiver i december. Smør på panden, langsomme vendinger og den der første æbleskive, der aldrig bliver helt rund – men altid bliver spist først. Hjemmelavede æbleskiver smager bare anderledes. Mere blødt, mere luftigt og mere julet.
Denne opskrift giver klassiske æbleskiver med en let og luftig krumme og en mild smag, der passer perfekt sammen med flormelis, syltetøj og et glas varm gløgg ved siden af. De er nemme at lave og perfekte, når der skal hygges – uanset om det er til advent, juleweekender eller en spontan decemberaften.
Æbleskiverne smager bedst, når de spises lune direkte fra panden, men kan også nemt varmes op igen. De kan laves helt klassiske eller fyldes med en lille smule æblekompot, marmelade eller chokolade, hvis du har lyst til at lege lidt med smagen.



Æbleskiver
Ingredienser
- 3 dl hvedemel
- 1/2 spsk sukker
- Fintrevet skal fra 1/2 usprøjtet appelsin
- Kornene fra 1/2 vaniljestang
- 1 tsk stødt kardemomme
- 1/2 tsk stødt kanel
- 1/2 tsk natron
- 1/2 tsk salt
- 2 æg
- 1 1/2 dl kærnemælk
- Smør til stegning
Fremgangsmåde
- Del æggene i blommer og hvider. Pisk æggeblommerne med sukker, til du får en lys og luftig æggesnaps.
- I en ren skål piskes æggehviderne stive. Stil dem til side.
- Sigt hvedemel, kardemomme, kanel, natron og salt sammen i en stor skål.
- Vend kærnemælken forsigtigt i æggesnapsen, og rør det sammen
- Hæld de tørre ingredienser i skålen med de våde ingredienser, og rør, indtil dejen er jævn. Vend til sidst forsigtigt de stiftpiskede æggehvider i dejen med en dejskraber – dette gør dejen luftig.
- Varm en æbleskivepande op ved medium varme, og smelt en lille klat smør i hvert hul. Fyld hullerne næsten helt op med dej.
- Lad æbleskiverne stege, til undersiden er gylden. Drej dem gradvist en kvart omgang med en strikkepind, og tilsæt lidt ekstra dej i midten, før du drejer dem helt rundt. Dette sikrer, at æbleskiverne bliver fyldige og uden hul i midten.

Skriv et svar