Cremet orzo med bagt hokkaido, butterbeans og mascarpone, toppet med brunet smør, sprød salvie og ristede hasselnødder. En virkelig lækker efterårsret, hvor hokkaido og hvidløg bages, til de er søde og karamelliserede, og derefter blendes til en silkeblød creme.

Butterbeans gør saucen ekstra fyldig, mens mascarpone og parmesan giver masser af cremethed. Citron sørger for friskhed, og på toppen får den lidt ekstra med nøddeagtigt brunet smør, sprød salvie og hasselnødder. Perfekt som vegetarisk aftensmad eller som en lidt ekstra hovedret, når du får gæster.

Cremet hokkaido-orzo med butterbeans, mascarpone, brunet smør & salvie

Arbejdstid 30 minutter
Tid i alt 30 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser  

Bagt hokkaido

  • 1 lille hokkaidogræskar, ca. 700–800 g
  • 1 helt hvidløg
  • 2 spsk olivenolie
  • Salt og friskkværnet peber

Orzo

  • 300 g orzo
  • 1 skalotteløg
  • Ca. 8 dl grøntsagsbouillon
  • 150 g butterbeans, drænet
  • 100 g mascarpone
  • 60 g parmesan, fintrevet
  • 1 citron
  • Salt og friskkværnet peber

Brunet salviesmør

  • 75 g smør
  • 1 god håndfuld friske salvieblade

Til servering

  • Ekstra parmesan
  • Ristede hasselnødder, grofthakkede
  • Friskkværnet peber

Fremgangsmåde 

  • Tænd ovnen på 220 °C varmluft.
  • Halvér hokkaidoen, skrab kernerne ud, og skær græskarret i små tern på ca. 2 cm. Hokkaido behøver ikke at blive skrællet.
  • Fordel hokkaidoternene på en bageplade med bagepapir, og vend dem med olivenolie, salt og friskkværnet peber.
  • Skær toppen af det hele hvidløg, dryp med lidt olivenolie, og pak det løst ind i folie. Læg det på bagepladen sammen med hokkaidoen.
  • Bag hokkaidoen i ca. 20–25 minutter, til den er mør og godt karamelliseret i kanterne. Hvidløget skal være helt blødt og kan eventuelt få 5–10 minutter ekstra.
  • Tag ca. ⅓ af hokkaidoternene fra. Kom resten i en blender sammen med de bløde, bagte hvidløgsfed, butterbeans, 75 g mascarpone, lidt citronsaft og ca. 1 dl grøntsagsbouillon. Blend til en helt glat og cremet sauce. Tilsæt lidt mere bouillon, hvis cremen er meget tyk.
  • Hak skalotteløget fint. Varm lidt olivenolie op i en stor pande eller sauterpande, og sautér løget ved middel varme i 2–3 minutter, til det er blødt.
  • Tilsæt orzo, og rist den med i ca. 1 minut. Tilsæt grøntsagsbouillonen lidt ad gangen under jævnlig omrøring, og lad orzoen simre i ca. 10–12 minutter, til den er mør, men stadig har en smule bid.
  • Rør hokkaido-butterbeancremen og den fintrevne parmesan i orzoen. Tilsæt eventuelt lidt mere bouillon, hvis den bliver for fast. Den må gerne være løs og cremet – næsten som en risotto.
  • Smag til med fintrevet citronskal, citronsaft, salt og godt med friskkværnet peber.
  • Vend de resterende bagte hokkaidotern forsigtigt i orzoen.
  • Smelt smørret i en lille gryde ved middel varme. Når det begynder at skumme, tilsættes salviebladene. Lad smørret brune, til det dufter nøddeagtigt, og salvien er mørk og sprød. Hold øje med det – brunet smør går hurtigt fra perfekt til brændt.
  • Fordel den cremede orzo i dybe tallerkener. Top med små klatter af de resterende 25 g mascarpone, ekstra parmesan, brunet smør, sprøde salvieblade, ristede hasselnødder og friskkværnet peber.
  • Hold orzoen lidt løs
Orzoen sætter sig hurtigt, når den står. Tag den derfor gerne af varmen, mens den stadig er en anelse løsere, end du ønsker den ved servering. Du kan altid justere med en smule ekstra varm bouillon.
    Få godt med farve på hokkaidoen
Fordel græskarret i ét lag på bagepladen, så ternene får mulighed for at karamellisere fremfor at dampe. Det giver både mere sødme og mere smag.
    Du behøver ikke skrælle hokkaido
Skrællen bliver mør under bagningen og kan sagtens blendes med i cremen.
    Pas på det brunede smør
Når de små mælkepartikler i bunden bliver gyldenbrune, og smørret begynder at dufte nøddeagtigt, er det færdigt. Tag det af varmen med det samme.
    Hvis du vil forberede noget på forhånd
Hokkaidoen og hvidløget kan bages på forhånd, og hokkaido-butterbeancremen kan også blendes tidligere på dagen. Så skal du blot lave orzoen og det brunede salviesmør tæt på servering.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering