Da jeg var i Venice Beach i Californien for efterhånden en del år tilbage, fik jeg serveret de mest uimodståelige Garlic Knots på en lille italiensk restaurant ved vandet. Jeg drømmer stadig om dem, og her er mit bud på at genskabe den oplevelse derhjemme.

De bløde, luftige knuder er bagt til perfektion og badet i en skøn blanding af smeltet smør, olivenolie, masser af hvidløg og frisk basilikum. De er perfekte som en snack, et lækkert tilbehør til pasta eller som en del af et hyggeligt tapasbord.

De er nemme at lave, dufter himmelsk og smager lige så godt, som de ser ud. Server dem varme og nyd hver bid!

Garlic knots

Arbejdstid 20 minutter
Tid i alt 1 time 20 minutter
Antal 18 knots

Ingredienser  

  • 360 ml vand, lunkent
  • 4 spsk olivenolie
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk sukker
  • 25 g gær
  • 600 g hvedemel, (Start med 500 og tilføj mere hvis nødvendigt)

Hvidløgsolie

  • 6 spsk olivenolie
  • 6 spsk usaltet smør, smeltet
  • 4 fed hvidløg, finthakket
  • frisk basilikum, hakket
  • salt

Fremgangsmåde 

  • Bland vand, olivenolie, salt, sukker og gær i en skål. Rør for at opløse gæren.
  • Tilsæt melet (lidt af gangen) og ælt det godt. Lad det hæve til dobbelt størrelse – ca. 30. min.
  • Rul dejen ud i 18 strimler og bind knude på hver strimmel.
  • Lad knuderne hæve igen, ca. 20 min.
  • Bag dem i ovnen ved 200°C i ca. 12-15 minutter.
  • Lav hvidløgsolie ved at varme olivenolie, smør og hvidløg. Tilsæt basilikum.
  • Vend garlic knots med olien.
  • TIP: Hvis du vil gemme nogle til fryseren, kan du blot undlade at vende dem i olien, så skal de blot tøes, genopvarmes i ovnen og vendes i olien når du får lyst til dem igen.

Tip

  • Jeg frøs halvdelen af portionen ned inden jeg vendte dem i olie. Så har jeg super nemme garlic knots en anden god dag, hvor jeg bare luner dem i ovnen og vender dem i hvidløgsolie.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering