Hvis du elsker den der kombination af sprød kylling, sticky sauce og masser af smag, så skal du prøve min Orange Chicken Bowl. Den har alt det, jeg selv craver ved takeaway – sprød kylling, sødme, syre og lidt varme – men lavet derhjemme med helt almindelige ingredienser.

Kyllingen vendes i en let dej af æggehvide og majsstivelse, som giver en lækker sprød overflade, inden den vendes i en blank og sticky appelsinsauce med frisk appelsinsaft, ingefær og hvidløg. Serveret med jasminris og en frisk sesamkål bliver det til et måltid, der både føles farverigt, mættende og lidt ekstra.

Jeg topper gerne med forårsløg, sorte sesamfrø og et drys yuzu-peber furikake, som giver en skøn umami-smag og lidt citrusnoter. Furikake er helt valgfrit, men hvis du har fået øjnene op for det, er det virkelig godt her.

Det her er en af de retter, der ser imponerende ud, men som faktisk er overraskende nem at lave. Perfekt til de dage, hvor du har lyst til takeaway-stemning derhjemme – uden at bestille takeaway.

Orange Chicken Bowl

Arbejdstid 40 minutter
Tid i alt 40 minutter
Antal 4 personer

Ingredienser  

Orange chicken

  • 600 g kyllingebryst
  • 2 æggehvider
  • 3 spsk majsstivelse
  • 1 tsk salt
  • ½ tsk hvid peber
  • Olie til stegning

Sticky appelsinsauce

  • 2 dl friskpresset appelsinsaft
  • Fintrevet skal fra 1 appelsin
  • 3 spsk riseddike
  • 2 spsk soya
  • 3 spsk brun farin
  • 1 tsk revet frisk ingefær
  • 1 fed hvidløg, revet
  • ½ tsk chiliflager
  • 0,5 dl vand
  • 1 spsk majsstivelse

Til servering

  • 4 dl jasminris
  • ½ spidskål, fint snittet
  • 1 spsk sesamolie
  • 1 spsk ristede sesamfrø
  • ½ tsk salt
  • 2-3 forårsløg, fint snittet
  • Sorte sesamfrø, valgfrit
  • Yuzu-peber furikake, valgfrit

Fremgangsmåde 

  • Kog risene efter pakkens anvisning.

Orange chicken

  • Skær kyllingen i mundrette bidder. Pisk æggehvider sammen med majsstivelse, salt og hvid peber, og vend kyllingen heri. Lad den trække i ca. 10 minutter.
  • Kom appelsinsaft, appelsinskal, riseddike, soya, brun farin, ingefær, hvidløg og chiliflager i en gryde. Lad det simre et par minutter.
  • Rør vand og majsstivelse sammen, og pisk det i saucen. Lad saucen simre til den er blank og let tyknet.
  • Steg kyllingen gylden og sprød på en pande med olie, eller tilbered den i airfryer ved 200 grader i 12-15 minutter med lidt olie sprayet på.
  • Vend den sprøde kylling i appelsinsaucen lige inden servering.

Sesam kål

  • Vend den fintsnittede spidskål med sesamolie, sesamfrø og salt.

Servering

  • Fordel risene i skåle og top med sesamkål og orange chicken. Afslut med forårsløg, sorte sesamfrø og evt. et drys yuzu-peber furikake.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering