Der er noget særligt over pavlova. Den sprøde marengs, det bløde fyld og de friske frugter på toppen – og i denne version får den selskab af pistacie hele vejen igennem. En dessert, der både er enkel og smuk, men alligevel smager som noget, man kun får serveret ved særlige lejligheder.

Her har jeg lavet en klassisk marengsbund toppet med flødeskum rørt med pistaciesmør, friske frugter og en sød, cremet pistaciedrizzle. Det hele rundes af med et drys finthakkede pistacienødder for både smag og tekstur.

Perfekt til sommerens middage, fødselsdage eller bare som en dessert, der får gæsterne til at smile.

Pistacie Pavlova

Arbejdstid 30 minutter
Tid i alt 2 timer
Antal 8 personer

Ingredienser  

Marengsbund

  • 4 æggehvider, stuetemperatur
  • 200 g sukker
  • 1 tsk hvidvinseddike eller citronsaft

Pistacieflødeskum

  • 2,5 dl piskefløde
  • 2 spsk pistaciesmør, gerne usødet

Topping

  • Sæsonens frugt
  • evt. finthakkede pistacienødder

Fremgangsmåde 

Bag marengsbunden

  • Forvarm ovnen til 120°C (alm. ovn).
  • Pisk æggehviderne stive i en helt ren skål.
  • Tilsæt sukker lidt ad gangen, mens du fortsætter med at piske, indtil du har en sej, glansfuld marengs og sukkeret er opløst.
  • Vend eddike i.
  • Fordel marengsen i en cirkel (ca. 20 cm i diameter) på en bageplade med bagepapir – lav gerne en lille fordybning i midten.
  • Bag i ovnen i 1,5 time, sluk så ovnen og lad marengsen køle af inde i ovnen med ovndøren på klem.

Lav pistacieflødeskummet

  • Pisk fløden til bløde toppe.
  • Vend forsigtigt pistaciesmør i – smag til og juster efter ønske.

Saml pavlovaen

  • Læg marengsbunden på et fad.
  • Fordel pistacieflødeskum i midten. Dryp pistacie-drizzle over.
  • Top med friske, udskårne frugter.
  • Drys evt. med finthakkede pistacienødder som prikken over i’et.

Tip

  • Pistaciesmør kan købes i velassorterede supermarkeder eller laves selv ved at blende usaltede pistacienødder med lidt olie.
  • Pavlovaen bør samles kort før servering for at bevare marengsens sprødhed.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering