Sprøde sushi tacos med laks er en sjov og anderledes måde at servere sushi på. Her bliver nori og sushiris toppet med panko og bagt sprøde i ovnen, inden de fyldes med laks, avocado, agurk og spicy srirachamayo. Resultatet er små sushi tacos med masser af crunch, friskhed og umami – perfekte som appetizer, snack, forret eller en lille haps til gæster.

Jeg har brugt FRØYA laks (Reklame) , som er i sushi-kvalitet og derfor kan spises rå direkte fra pakken.

De kræver ingen friturestegning og kan forberedes i flere dele på forhånd, så der kun er tilbage at samle dem lige inden servering.

Sprøde sushi tacos med laks

Arbejdstid 30 minutter
Tid i alt 30 minutter
Antal 8 stk

Ingredienser  

Sushiris

  • 150 g sushiris
  • 2 spsk riseddike
  • 1 tsk sukker
  • ½ tsk salt

Laks

  • 300 g sushi kvalitiet laks, jeg bruger FRØYA laks
  • 1 spsk soja
  • 1 spsk sesamolie
  • ½ lime, skal + lidt saft
  • Til den sprøde side
  • 4 spsk hvedemel
  • 4 spsk maizena
  • 10 spsk vand
  • ca. 1 dl panko
  • lidt neutral olie
  • Derudover
  • 8 noriark
  • ½ avocado
  • ½ agurk
  • 2 spsk mayo
  • 1 tsk sriracha
  • 1 forårsløg
  • sesamfrø
  • lime

Fremgangsmåde 

Sushiris

  • Skyl risene grundigt i koldt vand, til vandet er næsten klart. Kog dem efter anvisningen på pakken.
  • Rør riseddike, sukker og salt sammen, til sukker og salt er opløst. Vend blandingen forsigtigt i de varme ris, og lad dem køle af, til de er nemme at arbejde med.

Tacoskaller

  • Klip noriarkene i cirkler. Fordel et tyndt og jævnt lag sushiris på den ene side af hvert ark, og pres risene godt fast. Det er nemmest med let fugtige fingre, så risene ikke klistrer.
  • Rør hvedemel, maizena og vand sammen til en tynd og glat dej. Pensl et tyndt lag på siden af noriarket uden ris, og pres denne side ned i panko. Pensl eller spray med en smule neutral olie.
  • Læg dem på en bageplade med pankosiden opad, og bag ved 180 °C varmluft i 8–10 minutter, til pankoen er gylden og sprød.
  • Tag dem ud af ovnen, og fold dem forsigtigt som små tacos, mens de stadig er varme og bøjelige.
  • Lad dem køle af i den foldede form, så de holder faconen.

Laksefyld

  • Skær agurk og laks i små tern. Vend laksen med soja, sesamolie, fintrevet limeskal og lidt limesaft. Vend agurken i eller hold den separat, hvis du gerne vil bevare ekstra crunch.
  • Skær avocadoen i tynde skiver. Rør mayonnaise og sriracha sammen til en hurtig srirachamayo. Snit forårsløget fint.

Saml dine sushi tacos

  • Fyld de sprøde tacos med avocado, agurk og laks. Top med srirachamayo, forårsløg, sesamfrø og lidt ekstra lime. Server med det samme, mens skallerne stadig er helt sprøde.
  • Fugt fingrene, når du arbejder med sushiris. Sushiris klistrer meget, så hav en lille skål koldt vand stående ved siden af. Fugt fingerspidserne let, inden du fordeler risene på noriarkene.
    Lav dem så tynde som muligt. Et tyndt lag ris giver den bedste balance mellem en sprød skal og det bløde fyld. Pres risene godt fast, så de ikke falder af under bagningen.
    Form dem, mens de er varme. Det vigtigste trick er at folde tacoskallerne kort efter, de kommer ud af ovnen. Når de først er kølet helt af, bliver de sprøde og sværere at bøje uden at knække.
    Vent med at fylde dem. Skallerne kan miste deres sprødhed, hvis de står længe med fyld i. Hav derfor alle elementerne klar, og saml dine sushi tacos lige inden servering.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering