Skyl risene grundigt i koldt vand, til vandet er næsten klart. Kog dem efter anvisningen på pakken.
Rør riseddike, sukker og salt sammen, til sukker og salt er opløst. Vend blandingen forsigtigt i de varme ris, og lad dem køle af, til de er nemme at arbejde med.
Tacoskaller
Klip noriarkene i cirkler. Fordel et tyndt og jævnt lag sushiris på den ene side af hvert ark, og pres risene godt fast. Det er nemmest med let fugtige fingre, så risene ikke klistrer.
Rør hvedemel, maizena og vand sammen til en tynd og glat dej. Pensl et tyndt lag på siden af noriarket uden ris, og pres denne side ned i panko. Pensl eller spray med en smule neutral olie.
Læg dem på en bageplade med pankosiden opad, og bag ved 180 °C varmluft i 8–10 minutter, til pankoen er gylden og sprød.
Tag dem ud af ovnen, og fold dem forsigtigt som små tacos, mens de stadig er varme og bøjelige.
Lad dem køle af i den foldede form, så de holder faconen.
Laksefyld
Skær agurk og laks i små tern. Vend laksen med soja, sesamolie, fintrevet limeskal og lidt limesaft. Vend agurken i eller hold den separat, hvis du gerne vil bevare ekstra crunch.
Skær avocadoen i tynde skiver. Rør mayonnaise og sriracha sammen til en hurtig srirachamayo. Snit forårsløget fint.
Saml dine sushi tacos
Fyld de sprøde tacos med avocado, agurk og laks. Top med srirachamayo, forårsløg, sesamfrø og lidt ekstra lime. Server med det samme, mens skallerne stadig er helt sprøde.
Fugt fingrene, når du arbejder med sushiris. Sushiris klistrer meget, så hav en lille skål koldt vand stående ved siden af. Fugt fingerspidserne let, inden du fordeler risene på noriarkene.
Lav dem så tynde som muligt. Et tyndt lag ris giver den bedste balance mellem en sprød skal og det bløde fyld. Pres risene godt fast, så de ikke falder af under bagningen.
Form dem, mens de er varme. Det vigtigste trick er at folde tacoskallerne kort efter, de kommer ud af ovnen. Når de først er kølet helt af, bliver de sprøde og sværere at bøje uden at knække.
Vent med at fylde dem. Skallerne kan miste deres sprødhed, hvis de står længe med fyld i. Hav derfor alle elementerne klar, og saml dine sushi tacos lige inden servering.