En talkage er den perfekte fødselsdagskage, når den gerne må være lidt ekstra – og denne version med en fudgy browniebund og luftig hindbærcreme er både nem at lave og virkelig fin på fødselsdagsbordet.

Brownien bages i en stor bradepande og skæres efterfølgende ud som det ønskede tal, så du nemt kan tilpasse kagen til både børnefødselsdag og voksenfødselsdag. Ovenpå kommer en frisk hindbærcreme med citron og vanilje, som passer perfekt til den intense chokoladebrownie.

Jeg pynter min talkage med friske hindbær og jordbær, chokoladekugler, skovsyre og små flag, men pynten kan selvfølgelig varieres efter anledning og fødselar. Det er en flot fødselsdagskage, som ser imponerende ud, men hvor næsten det hele kan forberedes dagen før. På dagen skal hindbærcremen blot piskes, kagen samles og pyntes.

Tal kage med brownie og hindbærcreme

Arbejdstid 1 time
Tid i alt 1 time 30 minutter
Antal 1 bradepande

Ingredienser  

Browniebund

  • 500 g smør
  • 300 g mørk chokolade
  • 8 æg
  • 450 g sukker
  • 200 g hvedemel
  • 50 g kakaopulver
  • 1 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk salt

Hindbærcreme

  • 250 g hindbær, frosne
  • 100 g sukker
  • 1 vaniljestang
  • 8 dl piskefløde
  • 4 blade husblas
  • fintrevet skal af ½ citron

Pynt

  • Friske hindbær
  • Friske jordbær
  • Maltesers eller andre chokoladekugler, evt. spiseligt glimmer
  • Evt. sukkerflag og skovsyrer

Fremgangsmåde 

Browniebund

    Dagen før:

    • Smelt smør og chokolade sammen ved lav varme.
    • Pisk æg og sukker lyst og luftigt.
    • Bland mel, kakao, vaniljesukker og salt, og vend det i æggemassen.
    • Vend den smeltede chokoladeblanding i.
    • Fordel dejen i en bradepande på ca. 30 × 40 cm med bagepapir.
    • Bag ved 175 °C almindelig ovn i 20-25 minutter. Brownien må gerne være lidt blød i midten.
    • Lad den køle helt af, gerne på køl natten over.

    Hindærcreme

      Dagen før:

      • Læg husblas i koldt vand i 10 minutter.
      • Kom hindbær, sukker, vaniljekorn, fløde og citronskal i en gryde.
      • Varm op til lige under kogepunktet, og mos hindbærrene undervejs.
      • Sigt blandingen, og rør den udblødte husblas i.
      • Dæk cremen til og stil den på køl natten over.

      På dagen:

      • Pisk den kolde hindbærcreme fast og luftig lige inden kagen samles.
      • Sprøjt hindbærcremen på den kolde brownie og pynt med friske bær, skovsyre og Maltesers.


      Skriv et svar

      Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

      Opskrift Vurdering